Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Tvillingehuset! 

Vi er en integreret daginstitution i Valby, der åbnede d. 1. august 2023

Vi har en Instagram-profil, hvor du kan følge med i, hvad vi laver. Se profilen her. 

Tvillingehuset er normeret til 206 børn fordelt på otte vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper. Aktuelt har vi etableret seks vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper.

Vi er et hus med en blandet personalegruppe. Vi er nyuddannede, erfarne, mænd og kvinder og supplerer derfor hinanden rigtigt godt fagligt, så derfor ser vi os selv som et meget stærkt team. 

Vores hus 

Vi bor på en stille villavej i et stort hus på to etager. Her er højt til loftet, et fantastisk lysindfald og store rum at bevæge sig i - og alt er nyt og lækkert og æstetisk udført. Huset er bygget i genbrugssten fra Rigshospitalet, og her er lagt vægt på brugen af gode materialer i byggeriet.  

Vores pædagogiske køkken er husets hjerte. Det er her vi samles om morgenen og siger godmorgen til hinanden, og her vi rykker sammen sidst på dagen og siger på gensyn til hinanden. Rummet er multifunktionelt og visionen er et hjemmeligt køkken, som vi både bruger til at spise morgenmad ved langbordene, til at lave pædagogiske aktiviteter i forbindelse med måltidet og i samarbejde med vores køkkenpersonale, og til et kreativt værksted, hvor børnene kan male, tegne og dimse med andre aktiviteter.  

I stueetagen har vi også vores store sal, som vi bruger til alle former for bevægelse og motorisk udfoldelse - lige fra dans og teater til tumle- og balancelege. Og så har vi også et hemmeligt lego-rum, hvor børnene har mulighed for at udstille deres lego-konstruktioner. 

Stuerne er inddelt i teams af to med døre imellem stuerne. Hvert team har et mobilt legekøkken og en hule til gemmeleg. Det giver nogle mobile rum, hvor vi hver dag kan indrette det miljø, vi gerne vil skabe for børnene. Stuerne er desuden indrettet børnevenligt med vindueskarme i børnehøjde, madrasser i karmene, legezoner m.m. 

Udenfor har vi vores kæmpe store og fantastiske legeplads med forskellige legezoner lige fra hytter og sandkasser til cykelstier og rutsjebaner. 

Vores profil 

I januar 2025 begyndte vi en certificeringsproces op, med Tanja Christensen fra firmaet Body Delight, tidligere Via. Tanja er konsulent og lektor indenfor idrætspædagogik. Tanja har igennem mange år arbejdet med at certificere daginstitutioner til at have en idrætsprofil og denne proces afslutter Tvillingehuset i sommeren 2026.  

En idrætsinstitution er i Danmarks Idrætsforbund og VIAs forståelse en institution, hvor personalet, bestyrelsen og forældrene bevidst udvikler institutionen, således at hele personalegruppen har en fælles idræts pædagogisk bevidsthed. 

Som idrætsinstitution har vi ekstra fokus på leg, bevægelse, børnenes motoriske udvikling, deres sundhed og selvværd og deres muligheder for at prøve kræfter med nye udfordringer. Pædagogisk idræt er en metode til at støtte det enkelte barns generelle udvikling. Gennem leg, bevægelse og idræt er vi med til at udvikle børnene motorisk - men også socialt, følelsesmæssigt, intellektuelt og sprogligt. Pædagogikken kommer før idrætten Vi bruger pædagogisk idræt som metode til at nå de pædagogiske mål. Vi styrker barnets generelle udvikling og skaber en kultur, hvor udvikling primært vil foregå gennem fysiske aktiviteter og stimulering af barnets sanser, naturlige nysgerrighed og kreativitet. Igennem den idrætspædagogiske metode møder børnene større fysiske udfordringer. Det øger deres selvsikkerhed, deres indlæringsevne og bevidsthed om kroppen og styrker deres evne til at skabe fællesskab og fordybelse. Pædagogisk idræt tager udgangspunkt i barnets grundmotorik, grundlege, færdigheder og kreativitet. En forudsætning for, at børnene kan være fysisk aktive er, at personalet er i stand til at skabe rammerne, både indendørs og udendørs, til aktiv bevægelse. Det giver muligheder og betingelser for bevægelse, som børnene vælger efter eget behov. I pædagogisk idræt kommer pædagogikken altid før idrætten. I pædagogisk idræt er der altid pædagogiske bagdøre tilgængelige efter behov dvs. at der i de pædagogisk tilrettelagte aktiviteter skal der være plads til alle, både den enkelte og gruppen. Her er det vigtigt, at pædagogen anerkender på hvilket niveau, det enkelte barn kan være med. Barnet skal have ro og tid for at blive motiveret til, at deltage i aktiviteten. Det betyder, at barnet ikke skal være alene eller stå alene, og at han eller hun altid kan bakke ud af aktiviteten, uden at det ødelægger noget for selve legen. Men også at barnet kan komme tilbage i legen igen når de føler sig klar til det.  

 

10 gode råd: Sådan støtter du dit barns motorik.  

Motorik er fundament for personlig, sproglig, følelsesmæssig og social udvikling, og en grundsten for alle vores færdigheder. Færdigheder, vi skal bruge i vuggestuen, i børnehaven, i skolen og i livet i det hele taget. Jeres opbakning er afgørende for, at vi sammen understøtter børnenes udvikling. Det gælder også i forhold til motorik. Derfor har vi samlet 10 gode råd som inspiration til, hvordan I som forældre kan støtte jeres barns motoriske udvikling.  

Støt barnet i at gøre så meget som muligt selv.  

Lad barnet få lov til at spise selv, så snart det kan - også selvom det tager længere tid, og barnet roder mere.  

Lad barnet gå op og ned ad trapperne selv, så snart barnet kan.  

Lad barnet gå i stedet for at blive kørt eller båret. Hold barnet i hånden i stedet for at bære det.  

Lad så vidt muligt barnet selv tage tøj og sko af og på - hjælp kun, når det er svært, for eksempel med knapper, lynlåse og snørebånd. 

  Tag barnet med ud i naturen og lad det få lov til at løbe, kravle, hoppe, klatre, rulle mm. - også udenfor stierne, hvor terrænet er ujævnt. Gå på opdagelse sammen og se, rør, duft og smag på naturen.  

Tag barnet med på legepladsen i alt slags vejr, og lad barnet gynge, snurre rundt, rutsje, klatre, vippe mm.  

Spil bold med dit barn. Allerede inden jeres barn kan sidde selv, kan det være med til at trille med en bold. Senere kan I kaste til hinanden og øve i at gribe en bold. 

  Lær dit barn at cykle. Når barnet er omkring 1,5 år, vil det have megen glæde af en løbecykel (en cykel uden pedaler) - den er god at øve sig på, inden barnet i børnehavealderen er klar til en rigtig cykel med pedaler.  

Støt barnets kropslige og motoriske nysgerrighed, og lad det selv få lov til at erfare, hvad det kan og ikke kan, så længe det ikke er farligt. Giv altid barnet tøj på, som det kan bevæge sig i, og som det selv kan tage af og på dvs. fx.  ud af bodystocking så snart muligt, og over til 2-delt undertøj.  

 I Københavns kommune har vi samlet meget fantastisk materiale som I som forældre også kan have god gavn af, det kan i finde her: Forside | Bedst Sammen. Her finder i både inspiration til bevægelseslege, hjælpsomme oversigter og meget meget mere. Brug det endelig – det gør vi.  

 

Kroppen er menneskets grundvilkår og fundamentet for udvikling og læring. Vi tager afsæt i filosoffen Maurice Merleau-Pontys forståelse af kroppen som et erkendelsesgrundlag – det er gennem kroppen, vi erfarer, lærer og skaber mening i verden. Nyeste forskning i motorisk udvikling understreger desuden betydningen af tidlig bevægelse for barnets kognitive, sociale og emotionelle udvikling. 

 

Fokus på leg og fællesskaber 

Leg og fællesskabet er omdrejningspunktet i Tvillingehuset. Det betyder at vi som pædagogisk personale skaber en hverdag, hvor trygge relationer til de voksne og de andre børn er afgørende, og hvor de fysiske omgivelser er indbydende og med mulighed for at lege fordybet og uforstyrret i forskellige lege og aktiviteter. 

For at dette kan lykkes, er vi forpligtet til at arbejde meget struktureret og med en god planlægning af dagligdagen. Derfor arbejder vi med ugeplaner og mindre børnegrupper. 

Vi har fokus på at skabe attraktive læringsmiljøer. Det vil sige, at vores rum og stuer skal være motiverende for børnene og indbyde til leg. Vi har en strategi for, hvordan vi klargør de rum, vi skal være i, så det er genkendelig for barnet hvad rummet og zonerne skal bruges til. I grupperummene er der altid en rolig zone, en zone til konstruktion og en zone til motoriske lege. 

Det er vigtigt for os, at vores børn føler, at de hører til i Tvillingehuset, og at de er en vigtig del af fællesskabet. Derfor planlægger og organiserer vores personale hverdagen ud fra børnenes behov og nærmeste udviklingszone. Hos os skal børnene opleve at have gode venner og være med i store og små fælleskaber. 

 

I anledning af vores sidste certificeringsdag skrev en af vores skønne pædagoger dette fine digt, som vi mener siger virkelig meget om os:

Vi er et sted, hvor bevægelse bor,

Ikke kun i kroppen – men i kulturen, i tonen i blikket.

Et sted hvor alle er med,

Hvor vi bakker op, udfordrer os selv

Og siger ja til at deltage.

 

Vi vil ses som en idrætsinstitution med hjerte, 

Hvor bevægelse er naturlig,

Og fællesskabet stærkt.

Hvor ingen er udenfor, 

og hvor vi løfter – sammen.

 

Vores ønskebillede er hverdage med små mirakler:

Smil der opstår midt i legen,

Læring der vokser i bevægelse,

Øjeblikke hvor børn og voksne griner samtidig

Og glemmer tiden.

 

Vi vil høre fortællinger om os, 

Som et sted med nærvær og kærlighed.

En aktiv institution

Med høj faglighed, kreativitet

Og mod til at gøre tingene lidt anderledes.

Et sted hvor bevægelsesglæde smitter.

 

I vores hverdag ser vi:

Glade børn i bevægelse – 

Børn der tør, kan og vil,

Som bliver mere selvhjulpne for hver skridt.

 

Vi ser voksne der leger med,

Går foran,

Fjoller, falder og rejser sig igen.

Voksne der tørvise vejen

Og viser, at bevægelse er for alle. 

 

Vi ser bevægelse overalt – 

I garderoben, på stuen, på legepladsen,

I overgange og i øjeblikke.

Ikke som noget ekstra, 

men som en naturlig del af dagen. 

 

Hvordan når vi derhen?

Vi er modige.

Vi er nysgerrige. 

Vi prøver, leger, justerer og lærer.

 

Vi planlægger – 

Men tør også slippe planen.

Vi evaluerer – 

Men glemmer ikke glæden.

 

Vi er nærværende og til stede.

Vi støtter hinanden,

Løfter hinandens ideer,

Og tør prøve os frem – sammen.

 

For den bedste udgave af os selv

Er ikke perfekt.

Den er levende.

I bevægelse.

Og skabt i fællesskab – hver eneste dag.